Selvom der er kommet fokus på madspild er der stadig masser af madspild i Danmark. Minimer madspild ved at følge disse råd.
Synes du, at I lader for meget mad gå til spilde – det være sig både tilberedt mad og råvarer? Det kan du gøre noget ved. Så kan du både spare penge, skåne miljøet og mindske ressourceknapheden. Få gode råd til, hvordan du kan undgå madspild.
Smider du tit rester fra aftensmaden ud, fordi de ikke blev spist op?
Eller bliver råvarer – som f.eks. grøntsager og frugt – ofte dårlige inden du får dem brugt?
Det er både dumt og dyrt, og det ved du godt. Men måske mangler du inspiration til, hvordan du kan komme i gang med at få brugt de sidste par gulerødder eller den sidste rest spaghetti og kødsovs.
Den vigtigste nøgleord er: OVERBLIK.
Og det er et både over jeres madforbrug. Altså hvor meget I spiser. Både morgenmad, frokost, aftensmad og mellemmåltider. Og det er også overblik over, hvad I har på lager. Både i køleskabet, fryseren samt i køkkenskufferne og -skabene, og hvor du ellers opbevarer madvarer. Og samtidig skal du også have overblik over holdbarheden på madvarerne.
Når du ved, hvor meget I spiser, og hvad du har på lager, kommer du ikke til at købe noget ind, som I ikke har brug for. Når du ved hvor længe madvarerne kan holde sig, kan du nå at få dem brugt, inden det er for sent.
Synes du, det lyder besværligt? Det er det kun første gang. For du skal have kigget varelageret igennem og noteret det ned. Du kan finde gratis apps til at holde styr på, hvad du har af madvarer. Prøv f.eks. at søge på ’madvarer’ på Google Play eller i App Store.
Tilberedte madrester behøver ikke at ende i madpakken eller som varmemad dagen efter – sjældent er der måske også nok.
Men en rest kogte ris, et stykke steg, en hakkebøf eller nogle dampede grøntsager kan sagtens få nyt liv i en helt anden ret – i en gratin, pizza, gryderet eller suppe. Eller resterne kan måske vafles eller bruges i boller eller brød.
Og husk, at mange skræller, toppe osv. også sagtens kan spises – f.eks. som chips, i supper eller andre retter.
Mulighederne er rigtig mange. Men heldigvis er der inspiration at hente. På Facebook f.eks. findes der et hav af grupper og sider, hvor folk gladelig deler ud af, hvad de har lavet af deres rester. Bare søg på ’madspild’, og bliv en del af fællesskabet. Ligeledes vil du kunne finde mange apps, der kan inspirere dig til, hvordan du får brugt dine rester.
På Facebook kan du også finde en masse lokale stop madspildsgrupper, hvor du og andre kan dele ud af den mad, der er blevet tilovers fra aftensmaden, og som familien ikke selv kan spise, men som andre så kan få glæde af.
Det kan ikke altid helt lade sig gøre kun lige at købe det, du skal bruge. Det er i hvert fald i de færreste dagligvarebutikker, du kan købe f.eks. løg eller gulerødder stykvis. Men kan det lade sig gøre, så gør det. Og lad vær med at falde i mængderabatfælden.
Tag heller ikke det største hvidkålshoved – medmindre du selvfølgelig skal bruge det hele. Det kan godt være, du får mere for pengene, men hvis du alligevel smider en tredjedel ud, er det jo lige meget. Lad hellere en større familie få glæde af det.
Det lyder måske ikke sandsynligt, at du helt kan undgå madspild. Men hvis du bortskaffer dit madaffald på fornuftig vis, så ender det ikke som madspild.
Så skån miljøet, og spar penge – stop madspild.